Jeg er født langt fra Himmerland på Amager. Der boede mine forældre i en meget lille kvistlejlighed i min bedstefars hus. Børn skulle have frisk luft, så jeg sov i haven. Sneen lagde sig tykt og lunt om min vogn, og jeg lærte lugten af sne og længslen efter forår. En varm forårsdag strøg vinden nænsomt gennem de blomstrende æbletræer og fik hvide kronblade til at falde, som varm duftende sne over mine buttede babyfingre. Børns længsel efter at opdage er uendelig. Jeg rakte efter de hvide kronblade, vognen vippede, og jeg kunne kravle ud i friheden.  

Ved vognen lå min bedsteven Molly, min hund, og døsede i solen. Den vågnede brat, kiggede på mig og sagde: “Du tror denne verden er stor, nu skal du bare se” og så kravlede Molly gennem et hul i hækken, jeg kravlede efter, og straks var verden helt anderledes – endnu et hul i hækken og en ny verden dukkede op. Molly viste mig verden efter verden, lige til vi mødte en gammel heks, der klippede roser, hun snuppede det vildfarne barn og den uartige hund og afleverede dem rette sted. Sådan er verden, den bliver konstant større selv i det små. Jeg tilbragte en stor af min barndom med at tænke på, hvor verden begynder, hvor den ender, og ser fluen verden som mig.  

Jeg har aldrig glemt det, jeg lærte af Molly min første dag i frihed. Jeg taler stadig med fugle, blomster og dyr. Hver morgen går jeg ud og siger tak til fugle, træer, skyer og solen, hvis jeg er heldig. 

Jeg levede mine første år blandt alfer, engle, kirsebær og æbleblomst. Så flyttede jeg fra min duftende idyl til en lejlighed. Familien var blevet forøget, så tyve kvadratmeter blev for småt. Familien flyttede til en lejlighed med grå udsigt, men med mere plads. Væk var træer, blomster, fugle og dufte. Hver morgen, når jeg børstede mine tænder, så jeg ud ad vinduet. Der var der udsigt til en grå gård og til vinduer i huset overfor, hvor fremmede mennesker børstede tænder.  

Når jeg så ud ad vinduerne, lovede jeg mig selv, at når jeg blev stor, ville jeg bo et sted, hvor jeg så ud på fugle og træer, der blomstrede, bar frugt og tabte deres blade.

(Barn af Himmerland s.207-209 forkortet/redigeret). 

Ferien var rigtig lang for alle de stakkels børn på stenbroen. Fonden Gabriel Jensen uddelte gratis udflugter til børnene. De ture var vi med på. Vi tog på landet, en kæmpe slange af børn vandrede fra station til stranden. På den tid var der 60 børn pr. voksen, så der var kamp om lærerindens gunst. Med på en af udflugterne var en ualmindelig sød “lærerinde”, dvs. hun læste til lærerinde. Hun skulle samle 300 urter og presse dem for at blive optaget på seminariet. Vi vandrede forbi blomstrende grøfter og enge, og hvert sted stoppede hun et øjeblik og sendte ungerne afsted efter blomster. Jeg var så glad for blomster, så stolt plukkede jeg de blomster, jeg kendte, og sagde navnet. Da jeg havde været igennem de ti blomster jeg kendte, startede jeg forfra. Lærerinden lagde armen om det ivrige barn, pegede ud over en eng og sagde: “prøv at se, hvor mange blomster der gror på engen, pluk en ny hver gang, så skal jeg fortælle dig navnet”. Jeg så ud over engen og fik øje på mangfoldigheden af blomster, insekter, sommerfugle og bier. Jeg besluttede mig omgående for at blive lærerinde og samle alle blomster i Danmark. Jeg kunne lige så godt begynde med det samme. Og det gjorde jeg. Det lille øjeblik forvandlede min virkelighed. Så lidt skulle der til, tre sekunder og min passion for urter var vakt. Jeg plukkede, jeg samlede, læste og eksperimenterede. Jeg smagte, duftede og dyrkede urter. Det gør jeg stadig mere end 60 år efter mit møde med et menneske, der havde overskud til at møde og se mig- i et bølgende hav af vilde børn og blomster. Sådan fandt jeg min glæde ved naturen og min drøm om at leve langt fra stenbro, mange mennesker og støj (Barn af Himmerland s.211 forkortet) 

Alle vegne gennem livet har urterne fulgt mig og med dem magiske råd, trøst og lindring. Urterne fører mig stedse dybere bag om blomsten til en verden af kraft og gudinder. En verden, der eksisterer som en svag erindring fra paradis fra en tid, hvor mennesket stod i pagt med jorden. Ingen var herre. Ingen kvinde var slave. En tid, hvor vi var hele og en del af universel livsdrøm, en del af månens og solens stråler, af stjernernes glans af hvert fnug på en sommerfugl og duggen på rosens vinge. 

Magi er den længsel, der får os til at leve og mærke, vi er levende blandt andre levende på en levende planet. Denne længsel har fået rester af en urgammel viden til at overleve i et broget slør af skiftende former fra de tidlige tider til i dag. Små strå kørt gennem historiens kværn. Som jeg har nydt månens skiftende former, har jeg nydt at fordybe mig i folketroens fortællinger. Blandt mine ynglinge Evald Tang Kristensen og H.P. Hansen forstod jeg den sære verden af ritualer og formler, jeg havde medbragt fra min første udflugt gennem hækken. Opmuntret af min mormors forholdsregler mod sult, nød, krig og modgang, krydret med min mors vedholdende tale om blomster og fugle, der får haven i flor og himlen i sang. Altid omgivet af en mild engleskare af godmodige væsner fra en himmel hensiddes denne jord, bringer os frelst gennem vort livs konstante krise. 

Jeg er født af en kvinde og kvinderne er i mit liv. Min første heksedans foregik omkring bålet på Femø- den blev ikke en udelt succes, jeg brændte storetåen. Men blandt kvinderne fandt jeg vejen til gudinderne og heksen. Bag sløret anede jeg kvindens historie, og da det faldt, så jeg en verden, jeg ikke troede mulig, en styrke, kræfter som årtusinders undertrykkelse ikke har knægtet, og jeg fandt dem i mig selv og blev heksen. (Heksens håndbog s. 14) 

Når du begynder at opfatte alt om dig som en helhed, som en symfoni, hvor du er en strofe, jorden som moder, en sprudlende varm kvinde, der giver dig livet og skønheden af sin overdådighed, og dig selv som datteren, der tjener hende, glæder hende og varsomt bruger hendes gaver - så opstår ønsket om at pleje hende, og glæde hende og få harmonien til at blomstre. ( HH s. 52) 

Dannie Druehyld er født på amager i en arbejderfamilie hvor moderen var modist og faderen arbejdsmand. Hun blev givet navnet Dannie Marie Joyce Vestergaard Olsen. Som ung var hun slumstormer og som 23-årig blev hun landets yngste børnehaveleder for en udflytterbørnehave, som hun selv og andre slumstormere havde stablet på benene.  Hun var aktiv i fredsbevægelsen, kvindebevægelsen og var en af grundlæggerne af Kvindehøjskolen, flere krisecentre, kvindelandet og Femø-lejren. Hun var forfatter og har udgivet flere bøger (se her(link til bogudgivelser), foredragsholder, klima-aktivist og  var Danmarks eneste officielt registrerede heks.

Dannies vigtigste mission som heks var ikke heksekunster, men at kæmpe for miljøet og klimaet. Hun var en af de første der råbte op og hun blev ved til det sidste.

Når naturen lider, lider menneskene- for vi er natur, vor drømmesjæl har en længsel efter skovens friskhed og fuglenes flugt. Aldrig har det i historien været så vigtigt at du deltager i jordens kræfter. Vi har mistet 90 procent af vore vilde blomster, i det åbne land er pindsvinet, egernet og haren blevet en sjældenhed og himlen mistet lærkens sang. Mangfoldigheden forsvinder. Det åbne land i Danmark er blevet en grøn ørken med endeløse marker af korn og raps- intet liv.  

Det drejer sig både om livet og livets mangfoldighed både i byer og på land. Hvert enkelt menneske kan gøre noget, spred ikke gift på jorden og i drikkevand- bevar de sidste planter du ser og plant træer mange træer. Det er vores adfærd som mennesker, der gør livet fattigt og stressende. Så lad os slukke lyset, plante et træ, købe økologisk og i det hele taget lade være med at hælde gift i naturen og i os selv. 

Ligesom naturen når den bliver normaliseret bliver en grøn ørken omgivet af tidsler og nælder. Således bliver det menneskelige samfund en ørken af ensomhed og tomhed hvis vi ikke acceptere græsrødder, mælkebøtter og de farvestrålende blomster iblandt os. Når vi ønsker fred, er det ikke en voldsskabende fred med soldater og politi i visir, men en betydelig mere udfordrende fred – en fred hvor vi lærer og lytter.